80
svarede: „Jeg er desværre kun en af de fattige Fugle, hvis Skjæbne det er at leve af de andres Rigdom, og beskyttes af Heltens Skjold. I Aandens Strid er den simple Soldat overflødig. Der kjæmpe Anførerne alene — for Hæren! Men hvis de store Genier svigte i den yderste Nød, eller falde — og jeg, som nu, har den samme levende Overbeviisning som besjælede dem — hvis jeg kjendte det Ord der kunde berøve en stor Løgn dens Magt, eller gjøre en stor Sandhed indlysende for Andre — saa maatte jeg udtale det, dersom ingen Anden vilde. Og hvis jeg betænkte mig, hvis jeg lod mig holde tilbage ved Forestillingen om Andres Dom — saa vilde jeg ikke kalde det kvindeligt — men feigt.”
Du vilde dog nødig gjøre det — ikke sandt? — Du vilde betænke Dig længe? ”Det haaber jeg dog ikke — det var en Feighed? Men det er jo heller ikke min Bestemmelse — jeg kan ikke sige Verden noget, den ikke veed iforveien, thi jeg har selv faaet min Kundskab fra Andre!” Og Du takker Gud, at Du ingen Skjoldmø er, tilstaae det kun — jeg læser dog Sandheden i dit Øie! vedblev Viggo. „Ja — jeg vil heller beskyttes af Heltens Skjold og flætte Seierskrandsen til ham!” svarede hun, idet hun saae paa ham med funklende Øine og rødmende Kinder. Men hendes Ord gjorde et smerteligt Indtryk paa Viggo. Jo dybere han saae ind i denne rene og kjærlighedsfulde Sjæl, jo klarere hendes Hengivenhed og Tillid røbede sig i hvert Ord og Blik, desto heftigere
