Side:Minona.djvu/82

Denne side er blevet korrekturlæst

74

hun jublende sin rene, klare Stemme i Choret. — Viggo lyttede tankefuldt dertil, mens hans Øie fulgte den svævende hvide Skikkelse der lyste som et overjordisk Syn i Maanskinnet. Men han deelte ikke hendes muntre Stemning.

„Hvorfra har dette Barn faaet det Seerblik, hvormed hun trænger igjennem Yttringen ind i Aarsagen?” tænkte han. „„Min Tro er Tvivl”” — „ja deri har hun Ret! Den er et Barn af Kummer og Foragt, af bittre Erfaringer gjennem mig selv og Andre — og Jorden har Mere Deel deri end Himlen. Jeg stred for Guds Sag, fordi jeg var imod Verden. Men tidt søgte jeg selv forgjæves i Kirken og Sacramenterne den Livets Aand, som Skriften taler om — og tidt tænkte jeg med Gru paa de mange, der have søgt uden at finde — paa Munken, der forsager Verden og al dens Glæde, for i Bøn at tilkjæmpe sig den Fred, som overgaaer al Forstand! — Fik han den? spurgte jeg mig selv, og jeg kunde ikke sige: Ja, Gud holdt sit Ord. Thi mens Savn og Forventning undergravede hans Livskraft, var den Fred, han omsider vandt — kun Sløvhed. Og selv der, hvor jeg saae Religionen virke oplivende, begeistrende og trøstende, var den aldrig mere end en Tanke eller et Haab - Liv var den ikke. Her i dette unge Hjerte er Kjærligheden et Liv — naar hun taler derom med sin uskyldige Bevidstheds hele Tillid og Haab, røres mit Sind forunderligt, som om jeg endelig fandt, hvad jeg saalænge for-