Side:Minona.djvu/81

Denne side er blevet korrekturlæst

73

nesker, der have disputeret sig til Gudsfornægtere. Thi saasnart man beviser, at noget er hvidt, saa er der strax En eller Anden, der sætter sin Ære i Pant paa, at det er kulsort!” — Naar jeg tænker paa, hvor digterisk en Sands Fader havde for det Skjønne og Guddommelige i Livet, bliver det mig klart, at han ikke kunde tro paa Syndefaldet og Helvede. — Jeg troer heller ikke derpaa!” vedblev hun med pludselig Energie. „Jeg kjender kun lidt til Verden, men i det Lidt — hvormeget af den Kjærlighed, der er stærkere end Døden og dybere end Sorgen. Derfor elsker jeg Menneskene — jeg troer ikke jeg vilde elske Den, jeg ikke kunde beundre. Nu seer jeg, at Fader havde Ret! først da du afmalede vor Natur saa kulsort, blev det mig rigtig klart i min inderste Sjæl, at den er hvid!” — Viggo smilede og tænkte: For den Rene er alting reent! men han sagde det ikke.

De fik imidlertid ikke længer Lov til at være alene; Selskabet savnede Minona, og der blev søgt efter hende til man endelig fandt Vei til hendes Fristed. Da hun ikke vilde dandse, fulgte flere end En hendes Exempel, og efter fælleds Overeenskomst foretog man en Spadseretour ned til Stranden. — Minonas alvorlige Stemning var — smiilt bort. I Viggos kiærlighedsfulde Blik troede hun at læse en Fornægtelse af hans strenge og kolde Livsanskuelse — det var nok til at gjøre hende lykkelig. Hun lo og spøgte som et Barn, kastede Steen i Vandet, og da en Sang blev foreslaaet og smukt udført, blandede