72
Hører der Philophie til at troe paa Seir i hver ædel Kamp, og at forudsætte, at der har været Strid, hvor der nu er Seir — saa er hvert Menneske vist Philosoph af Naturen.”
„Har Du aldrig frygtet disse Tanker? Har der ikke været Øieblikke, da Tvivlen ogsaa nærmede sig den Tro, Du har lært af Menneskelivet?” Minona saae forundret paa ham, og svarede langsomt, idet hun rystede paa Hovedet: „Er din egen Tro andet end Tvivl? — Jeg forstaaer mig vist ikke derpaa, men der er noget saa haabløst for mig i den christelige Opfattelse af Livet — de see ikke Gud deri! — Jeg troer paa Livet fordi jeg lever.” — „Har Du da aldrig tvivlet?” — „Aldrig! jeg har været saa lykkelig!” svarede hun med Inderlighed, idet hun fæstede sit Blik paa ham. Viggo taug; denne Vantroes Troesbekjendelse rørte ham dybt. Han var ellers rede til at bekjæmpe enhver Illusion — men hendes var ham hellig.
Minona sad en Stund taus i dybe Tanker. Endelig sagde hun alvorligt og eftertænksomt: „Fader var meget religieus — han havde altid Maalet for Øie — men han troede, ligesaalidt som Helene, ubetinget paa Bibelen, og endnu Mindre paa Præsternes Forklaring deraf. Det har jeg seet ved mange Leiligheder, skjøndt han nødig disputerede om Religionsspørgsmaal. Han sagde engang: „Jeg har aldrig hørt, at en Gudsfornægter blev omvendt i en Dispute, men jeg kjender mange Men-
