71
deilig Aften skulde ikke dandses bort! der er kolde, mørke Vinternætter nok, naar man ellers vilde ligge og sove — der hører Dands og Musik, Lys og Lystighed hjemme!” men paa en Aften, som denne, da Jorden er saa opfyldt af Haab, og Himlen saa riig paa Løfter, trænger jeg ikke til anden Bevægelse end den, der er i mit Hjerte, og til andet Lys end Stiernernes! See derop” vedblev hun med bevæget og begeistret Stemme — „er det ogsaa en Illusion?”
„Nei, jeg troer paa Gud! men jeg troer ogsaa hvad Abraham sagde til den rige Mand: at der er befæstet et Svælg mellem Himlen og Jorden, som ingen menneskelig Magt kan lægge Bro over!” svarede Viggo alvorligt.
„Sjælen kan dog flyve derop i Tro, og Haab og Kjærlighed! der er jo vort Maal — skulde vi aldrig kunne naae det? See de straalende Verdener, hvis Glands gjør Natten til Evighedens Morgen — troer Du ikke, at de ere guddommeliggjorte i samme Kamp, vi kjæmpe? Hvorfor skulde vi da ikke kunne seire, ligesom de. De have fuldendt og vi begyndt!”
Viggo vendte sit Blik fra de lyse Stjerner til den unge Piges Ansigt, idet han svarede: „Hvem har lært dig den Philosophie? den findes ikke i Balles Lærebog eller Luthers Katechismus.”
„Spørg Lyset, spørg Livet, spørg den menneskelige Kjærlighed, hvem der har lært mig at tro og haabe!
