Side:Minona.djvu/78

Denne side er blevet korrekturlæst

70

Det var en Blanding af Alvor og Ironie i Viggos Tone, som fik Mange til at smile, i den Tanke, at han blot vilde sige en Vittighed, men Frank saae opmærksomt paa ham, og spurgte: „Er det Muligt, at den Tro tilfredsstiller Dig, Viggo?” Han svarede undvigende: „Om den end ikke er opmuntrende, saa er den sand — det er altid noget! Jeg frygter intet mere end disse Chimairer, Mennesket skaber af sine ørkesløse Drømmerier om den Storhed, hvoraf der siden Syndefaldet kun var en Skygge tilbage i Erindringen!” — Frank taug med et medlidende Blik. Minona var blevet meget alvorlig, idet hun lyttede til hvert Ord, Viggo sagde. Smilet havde forladt hendes Ansigt, men Tankens Stjerneglimt straalede i hendes klare Blik — det var en Nat uden Mørke! — Viggo nærmede sig med en Følelse af Anger over at have sagt noget, det kunde forstyrre hendes Illusioner; han gjorde hende opmærksom paa at Dandsen allerede var i fuld Gang paa den store grønne Plads, og foreslog hende at gaae derhen.

„Jeg har ingen Lyst til at dandse iaften! lad mig blive her og see til;” sagde hun, idet hun satte sig paa en Bænk, adskilt ved et lavt Krat fra den improviserede Balsal, der i en Hast var blevet oplyst af couleurte Lamper. Viggo var bekymret over hendes alvorlige Stemning, og søgte at overtale hende til at deeltage i Dandsen. Hun saae smilende op til ham: „Hvorfor skal jeg opgive det Bedste for det, som kun er godt? En saadan