61
nesket: „Giv mig dit Hjerte.” „Gjør det Barn — giv det i hans Tjeneste!" Det kan jeg ikke! udbrød hun med Energie „Kan De ikke? Hvorfor ikke?" — Jeg har givet det — til Idealet! tilføiede hun sagte.
„Ligesaa gjerne kunde De kaste Deres Hjerte i Peblingesøen, som lade det gaae iveiret med den Luftballon! Gud veed hvilken Slags Misfoster af en Forestilling, De selv forbinder med den Snak! Hvad jeg og enhver christen Sjel forstaaer ved Idealet — naar man endelig skal bruge det moderne Udtryk — det er Guds Søn, der blev Menneske for at fornye Gudsbilledet i den faldne Menneskeslægt. Vilde De aabne Deres Hjerte for det Ideal — saa gjorde De Englene i Himlen en glad Dag — og De selv vilde styrkes til al god Gjerning paa Jorden. Men et Ideal, der tillukker Deres Hjerte for alt det Gode i denne Verden, og bereder Dem Død og Fordømmelse i den anden — det advarer jeg Dem for, som en Ven. Hengiv ikke Liv og Sjæl til det Phantom! kunde De trænge igjennem den smukke Yderside, saa vilde De finde det hult og tomt, som Ellefolket i de gamle Viser”. Han havde talt med overordentlig Iver, og reiste sig for at gaae; men Tyra, som trods den Bevægelse, hvormed hun hørte paa hans heftige Tale, ikke kunde undertrykke et Smiil, reiste sig ligeledes og sagde, idet hun greb hans Haand: Kjære Pastor Frank! vær ikke vred paa mig og mit stakkels Ideal — jeg beder om Amnestie for os begge! Det tillukker ikke mit Hjerte for
