Side:Minona.djvu/67

Denne side er blevet korrekturlæst

59

jeg ingen her tvivlede om! — „Ja saa! det var rene Ord for Pengene!” udbrød Baronessen med en kort, raa Latter. „Frøkenen er altsaa hemmelig gift?” Hvis jeg havde nogen Hemmelighed, er jeg vel den af hvem man sidst skulde vente Oplysning derom, selv om jeg blev spurgt af En, det er mine Forhold mindre uvedkommende end Baronesse Trampe! svarede Tyra koldt, idet hun igjen satte sig hos Virginie. En Pause fulgte, hvori Baronessen betragtede hende med gjennemborende Blikke.

Pastor Frank, der havde talt med Helene, gik imidlertid hen til Tyra Falk og tog Plads paa en Havestol ved Siden af hende: „Jeg har neppe faaet hilst paa Dem, kjære Frøken Falk, og dog er jeg Dem Tak skyldig, fordi vi endelig sees iaften. Vil Bjerget ikke komme til Mahomed, saa maa Mahomed jo komme til Bjerget —, men det er en daarlig Prophet, der forlader sin Menighed for sin Fornøielses Skyld!” Siig for min Skyld! udbrød Tyra med dæmpet Stemme — det kan jeg forstaae. Hvis jeg ikke havde Dem og Virginie, vilde mit Liv rigtignok tidt — i Øieblikket forekomme mig tomt og øde, siden lille Johanne døde! — „Maa jeg lave Deres Thee til, Frank?” spurgte Baronessen, der havde flyttet sig hen til samme Bord. — „Tak, Deres Naade! — De slutter Dem formeget inde Tyra! Deres Humeur og Helbred lider derved, og — hvad værre er — Deres Kræfter gaae tilspilde. Det gaaer ikke an! Jeg siger Dem, det er ikke godt, at Mennesket er alene!” Alene — nei, det var