47
Minona!" hviskede han til sin Søster. Det maa du ikke sige — det lyder saa underligt! udbrød hun — hun vidste ikke hvorfor disse Ord mishagede hende saameget. „Du skal ikke tage det bogstaveligt lille Virginie!” svarede han med høi Latter, og gik sin Vei.
Da de Deputerede fra Præstegaarden havde udført deres Hverv, at invitere Aagesens til rigeste Dags Aften, begave de sig paa Hjemveien, fulgt af Minona og Viggo, som fornyede gamle Barndomsminder med Virginie, mens Otto talte med Minona — langt mindre overspændt end han talte om hende. Ved Kirkegaarden, hvor de skulde skilles ad, saae de en ung sørgeklædt Dame der hurtigt forsvandt bag Træerne. „Saae du Tyra?” udbrød Minona. „Den stakkels søde Pige — hun bliver ved at see saa daarlig ud!" svarede Virginie. „Hvem er den stakkels Tyra? — hun har en smuk Figur!” spurgte Otto. „Frøken Falk, som kom hertil i Vinter — har du ikke hørt os tale om hende?” „Nei, men det skal interessere mig meget at faae at vide hvorfor hun er en Stakkel.” Hun mistede sit eneste Barn, den sødeste lille Pige, i Mai! udbrød Virginie naivt, i en bedrøvet Tone. Otto brast i Latter: „Det var rigtignok en fatal Historie! Men allerhelligste Virginie — hvorledes har Du gjort Bekjendtstab med en Frøken der har havt Leilighed til at miste sit Barn?!” Virginie blev blussende rød, men svarede i en sikker, skjøndt bevæget Tone, idet hun saae paa ham med et fortrydeligt Blik: „Du faaer hende
