44
Smiil. Men hvad gjør Pantheismen med det mysterieuse Helvede? „Kort Proces — det har aldrig været til!” Saa er jeg Pantheist med Liv og Sjæl — det var morsomt!
Om Viggo end ved nøiere Eftertanke ikke vilde have fundet sin Søsters Fritænkerie ubetinget „morsomt”, var han dog ikke i dette Øieblik stemt til at forarges derover. Ligeoverfor den unge, smukke og elskværdige Pige, der stod ham saa nær, og dog var ham saa ny som den første Kjærlighed er Menneskehjertet, — der paa engang var saa hengiven og saa jomfruelig, saa barnlig — og saa dybsindig, var Tanken om Helvede langt fra hans egen Sjæl, og det undrede ham ikke at det maatte være et Mysterium for hendes. Ingen af dem var tilbøielig til at vende tilbage til den alvorlige Gienstand, deres Samtale var gaaet ud fra — de Følelser hvormed den var begyndt, trængtes tilbage af det ny, levende Indtryk de gjensidigt gjorde paa hinanden — og ingen af dem mærkede Forandringen! men de var lykkelige ved den.
Viggo blev ved at spørge Minona, ikke for at modsige hende, men for at høre hende tale; og overrasket over den Betydning han gav hendes Ord, fik hun selv for første Gang en Anelse om den Skat hendes dunkle, men rige og dybe Tankeliv gjemte. Hun saae forundret op til ham, som til en Troldmand der efterhaanden som hun frygtsomt udtrykte sin Følelses Bevidsthed i Ord, forvandlede den til Tanker. „Hvilken Rigdom maa der
