Side:Minona.djvu/49

Denne side er blevet korrekturlæst

41

den kunde drive et saa lidenskabeligt Væsen; og han var forvirret over den totale Mangel paa Begreb om Ret og Uret, som sporedes i hendes Anskuelser, skjøndt dette Kjærlighedsafguderie gjorde Indtryk paa hans Phantasie som en Aabenbarelse fra Aandeverdenen.

Endelig svarede han: „Det var ikke godt om Menneskene kun havde de to Bevæggrunde til deres Handlinger: Kjærlighed og Had. Der vilde skee mere ondt end godt i Verden paa den Maade, selv af den Aarsag, der skulde gjælde for den gode. Du glemmer den tredie Bevæggrund, som skal regjere alle de andre: Pligten. Og du gjør stor Uret i saa ensidigt at bedømme vor stakkels Moder efter det hun var — paa samme Tid du forguder dem, der er Skyld i at hun blev saaledes. Fader skulde ikke have ægtet en Pige, han ikke elskede! det er den Slags Offere en Mand ikke skal bringe, fordi det nedsætter den Kvinde der modtager det, hvis hun veed det, og gjør hende ulykkelig, hvis hun er uvidende derom. Det seer ud som Ædelmodighed og er dog Svaghed. — Havde han virkelig tænkt mere paa hende end paa sig selv, saa vilde han alene bære Følgerne, istedetfor at handle som om det ene Offer gav ham Ret til at forsømme hende hele Livet igjennem. Han maatte heller have Forbindelsen før Ægteskabet, end hæve den derefter, ved at tage en ung Dame i sit Huus — en Pige som han elsker! — og overdrage hende ikke alene Husmoderens men Moderens Rettigheder! ja han maatte