Side:Minona.djvu/44

Denne side er blevet korrekturlæst

36

Øiebryn Hudens klare Hvidhed. En streng Kritiker vilde maaskee savne Rødme i hendes Kinder, men det er et Spørgsmaal om ikke det Rosenskjær, der ved enhver indre Bevægelse udbredte sig over dem, vilde være mindre indtagende hvis det altid var der, da Læbernes Purpurfarve gav hende den Friskhed, man saa nødig vil savne i et ungt og deiligt Ansigt. Men hvad der ved Beskuelsen fordunklede selv de fine Træks fuldendte Formskjønhed, var det Udtryk af Barnlighed og Aandsrigdom, der gjennemstraalede dem, det var Livslyset i hendes Blik, der lod ane hvilken Ubevidst Ild og Kraft, denne rige Natur gjemte i sit Dyb.

Viggo og Minona hilste hinanden med taus Forlegenhed, skjøndt hver for sig vilde givet Guld og grønne Skove for at vide et Par passende Ord, der kunde forandre Situationen liden at forraade en eneste af de Tanker og Følelser der gjennemstrømmede dem. Uvilkaarligt bøiede de sig begge for at samle Roserne op, men hvor langsomt det end gik, hvortidt en Vlomst faldt paa Gulvet igjen, fik denne Beskjæftigelse dog Ende, og Minona saae saa forvirret ud da hun reiste sig af sin knælende Stilling, som om hun kun tænkte paa Leilighed til snarest muligt at slippe ud af Stuen. Helene gjorde denne Bemærkning i sit stille Sind og sagde strax: Lad os faae de Blomster sat i Vand inden de visne, og dæk saa Caffebordet i Cabinettet! din Broder har reist langt idag, vi maa ikke lade ham vente forlænge! — Med et