Side:Minona.djvu/42

Denne side er blevet korrekturlæst

34

greben af en hjemlig Følelse, men da han i det Samme fik Øie paa sin Faders Portrait, der med et alvorsfuldt, men usigelig kjærligt Smiil saae ned paa ham, var Illusionen forbi. „Saaledes smilede han til Helene Johnsen — mens hans stakkels forsømte Kone aldrig saae et venligt Blik, eller hørte et kjærligt Ord fra hans Læber.” Denne Tanke kaldte hele hans Forstemthed tilbage! Idetsamme hørte han Helene tale i den anden Stue, og hendes Stemme gjenkaldte ham mere end noget andet, det brændende Had, den haardnakkede Mistroe, der i hans Barndom havde kjæmpet med en lønlig Beundring, som han vel kunde fornægte, men ikke betvinge. Han hadede hendes Skjønhed, fordi han ikke kunde lade være at see den, hendes Elskværdighed, fordi han ikke kunde lade være at føle den, hendes Stemmes Velklang, fordi den gik ham til Hjerte. Han troede sig jo saa vis paa at al hendes Elskværdighed var Løgn og Bedrag. Men da hun nu kom ind, og med en Blanding af Tilbageholdenhed og Hjertelighed rakte ham Haanden, idet en pludselig Bevægelse farvede hendes Kinder med en stærkere Rødme, kunde ingen forudfattet Dom overdøve hans Hjertes Stemme, der sagde ham at han havde gjort denne Kvinde Uret. Havde hun modtaget ham med et Par passende og velvalgte Ord, foredragne med den Sikkerhed, der ligesaavel kan være en Følge af Øvelse, som af Værdighed, vilde han have bevaret hele sin virkelige eller indbildte Overlegenhed ligeoverfor hende. Men hen-