Side:Minona.djvu/40

Denne side er blevet korrekturlæst

32

paa dig med Øine der skinnede klarere end de lyse Stjerner paa Himlen — da takkede hun Gud for sine Børn! Men kan Du ogsaa huske hvor høit du elskede hende — du har dog aldrig elsket nogen anden saaledes! — hvordan du midt i den morsomste Leg, naar du var ude, kunde længes efter hende — og at den bedste Glæde var at komme hjem igjen!” Saadanne Erindringer er de lykkelige Børns Arvelod fra Hjemmet — deres Mødrenearv! — Men der er Andre, som hvis de kunde, ville bortkaste Erindringen om deres Barndom, fordi den var ulykkelig, som gaae en Omvei for at undgaae Synet af det Huus, hvori deres Forældre boede, hvor de ikke saae andet end Kiv og Elendighed, hvor Fortvivlelsen fuldvoxen rodfæstede sig i deres Barnesjæle, fordi de skulde være ulykkelige i den Alder da Glæden ligger saa nær, og gribes saa let. Til dem taler Erindringen bittre Ord: Husker du med hvor tungt et Hjerte du altid nærmede dig dette Sted? hvorledes du aldrig rigtig kunde glæde dig ude, fordi du ikke kunde glemme at du skulde hjem igjen? hvortidt du saae Solen gaae ned, med det Ønske at den aldrig vilde staae op igjen, at der ingen Dag vilde følge efter denne, men altid Nat og Søvn? Hvorledes du heller, hvis du havde Lov dertil, vilde drive om paa Gaderne i det værste Vinterveir, end sidde hjemme i det uhyggelige Huus, hvor hver uventet Lyd varslede nyt Klaammerie og ubehagelige Optrin?”

Det er naturligt at lignende Tanker paatrængte sig