30
Tredie Capitel.
Hun er saa ung, som Rosens Knup,
Der viser os det stærke Røde,
Og just vil sprænge Bægret op,
For ret i Elskovs Sol at gløde.
C. Winther.
„Her seer du Indgangen til Skoven; naar du gaaer ligefrem, og dreier om ad den første Gangstie paa høire Haand, kommer du strax til Skovnymphens Bolig!” sagde Otto, idet han lod Vognen holde Ved den Allee, der førte op til Præstegaarden; og Viggo gik med raske Skridt fremad i den anviste Retning, efter at have sendt et halv vemodigt Blik til den fredelige Præstegaard, bag hvis Blomsterhave Kirken hævede sig, og tusinde kjærlige Hilsener med Otto til dens Beboere.
Der var deiligt i den stille, svale Skov — men Bøgetræernes Sommerpragt, Fuglesangen og Blomstervrimlen i det friske Græs, der endnu bar glimrende Spor af Morgenduggen vakte ingen hjemlig Følelse i Viggos Hjerte, skjøndt det var første Gang efter saamange Aars Forløb, han saae den danske Sommer igjen. Som Dreng havde han tidt søgt Ro og Ensomhed i Skoven, naar den sædvanlige Ufred gjorde ham Hjemmet utaale-
