Side:Minona.djvu/32

Denne side er blevet korrekturlæst

24

holdt meest af, skjøndt der ingen Fortrolighed fandt Sted imellem dem. I Pastor Franks Hans havde han lært et lykkeligt Familieliv at kjende, og en kjærlig Erindring derom vedligeholdt sig altid i hans Sjæl. I det Øieblik han saae Otto igjen og hørte denne muntre hjertelige Stemme, følte han sig flyttet ti Aar tilbage i Tiden, da han stod paa Toldboden med sin lille grædende Søster ved Haanden og tilraabte ham et freidigt Farvel, skjøndt han havde Taarer i Øinene.

„Du var ene om at tage Afsked med Mig, da jeg reiste, og jeg forlanger ingen bedre Modtagelse end den, at Du er den Første som hilser paa mig ved min Hjemkomst!” svarede Viggo, idet han rakte Frank Haanden. — „Den Første? har Du da ikke besøgt Din Familie? har Du endnu ikke seet Minona — Din Søster vilde jeg sige?”

Viggos Ansigt formørkedes idet han noget afbrydende svarede, at han først for et Par Timer siden var kommet til Kjøbenhavn. Derpaa spurgte han til Franks Familie, til den lille Virginie, der græd da han reiste bort, og hørte med hjertelig Interesse paa alt hvad Otto fortalte om disse kjære Venner. „Vi have savnet Dig, som om Du var et Barn af Huset! Moder kunde slet ikke finde sig i, at Du kun skrev den ene Gang — hun talte tidt om Dig, i den sidste Tid! — Virginie truer endnu, naar hun for Alvor bliver vred, med at han vil have Dig til Broder istedet for mig — saa trofast er hun mod sit Ideal. Da hun var lille græd hun hvergang jeg