Side:Minona.djvu/27

Denne side er blevet korrekturlæst

19

Skjønheder — hver for sig i sine egne Tanker uimodstaaelig — havde søgt at overvinde hans Ligegyldighed. Det syntes som den Lykke der var ham nægtet, skulde gjøre ham uimodtagelig for den, han maaskee med Lethed kunde gribe. En Moders eller Søsters Kjærlighed havde han gjennem et bittert Savn lært at skatte — den var Gjenstanden for hans Drømme, i denne Form fremstillede hans Længsel sig Livets Lykke. En Skikkelse, som hans Indbildningskraft omgav med al Ungdommens og Uskyldighedens Tryllerie, foresvævede ham bestandigt, som den Fee hvorfra Livet i hans Drømmeverden udgik — det var hans Søsters! Han forestillede sig hende under de sørgeligste Omstændigheder, fordi han selv vilde gjøre hende lykkelig — han udmalede sig hendes Forhold til den intriguante Stedmoder saa nedtrykkende som muligt, for at Savnet af Sympathie og sand Kjærlighed maatte have vakt den samme Længsel i hendes Hjerte, som fortærede hans — han tænkte sig hende forladt og forsømt, for at hun skulde skylde ham hele sin Udvikling, og til Gjengjæld leve udelukkende for ham, som han vilde leve for hende. Men Viggo vidste godt, hvorlidt Virkeligheden ogsaa i dette Tilfælde svarede til Illusionen; og for at erindre sig derom tog han et lille Brev frem af sin Tegnebog, udfoldede omhyggeligt det fine Blad, og læste det igjennem med en Alvor som viste, at ikke alene hvert Ord der stod strevet, men selv den usynlige Skrift mellem Linierne var Gjenstand for hans Betragtninger!