17
og Kjærlighed til at opvække det i Aand og Sandhed, og gjengive os det nyt, ubesmittet og uskuffet som det var i Livets Morgengry, da det begeistrede os til den første Kamp for den første Kjærlighed.
Viggo havde aldrig gjort noget Menneske deelagtig i sine Barndomsdrømme — han søgte ikke i Venskab blandt Fremmede en utilfredsstillende Erstatning for den Kjærlighed han savnede i sit Hjem. Da han ikke der kunde finde den Sympathie han trængte til, valgte han at staae alene, og gjemme sine Følelser som en kostbar Hemmelighed i sin inderste Sjæl. Men Naturen sympathiserer altid med den, der har kun faa Venner — den forstaaer saa godt Taushedens Veltalenhed — den bliver uformærkt den Ensommes og Forladtes Fortrolige — og et hemmeligt Baand vil altid knytte ham til „den Plet af Jord” der var Vidne til hans første Drøm om Kamp og Seier. I ti Aar havde Viggo ikke saa levende følt hvad han havde tabt i Tro, i Haab og i Kraft, som nu da han saae det Sted igjen hvor han rigtignok havde lidt mest, men hvor han dog havde levet og elsket. Savnet af det, han havde tabt, forenede sig smerteligt men forædlende med Savnet af det, han aldrig havde eiet!
Under Paavirkningen af dette Indtryk var det ham en Beroligelse at vide sig uvaaagtet. Han var i den Stemning hvor man skyer Selskab, og dog nedtrykkes af Ensomheden, hvori man vilde føle sig lykkelig over et hjerteligt Ord fra elskede Læber, men modtager alle Høflig-
