239
Kjærlighed, der have elsket saa dybt og inderligt som hun; men hendes Sjæl var fra Barndommen af gjort fortrolig med den christelige Henvisning til den Kjærlighed der har skabt og forløst Verden — hun havde lært at elske ham igjen der elsker os først, længe før hendes Hjerte berørtes af en jordisk Lidenskab, og hun var allerede indviet i en høiere Tilværelse i Samfund med Gud, da hun maatte gjøre Afkald paa den høieste Lykke i dette Liv — derfor kunde hun resignere uden at gaae tilgrunde.
Nu da alle disse Sjæle hvis Fald og Opreisning,
Kamp og Seir jeg har forsøgt at skildre, lykkeligt have
naaet Havnen, ender deres Historie af sig selv — thi
et stille, christeligt Liv som det, hvori Helene og Virginie
fandt en rigere Lyksalighed end den Verden kunde have
skjænket dem, egner sig ikke til Stof for en Fortælling.
— Jeg vil kun tilføie at Viggo efter nogle Aars Forløb
fik Pastor Franks Kald, og efterhaanden trøstede
Menigheden for Tabet af sin Forgjænger. Den unge Præst
var rigtignok alvorligere end den gamle, men han havde
Hjerte for Andres Glæde, og Trøst for enhver der
sønderknust af Sorg eller forfulgt af Samvittighedsnag
søgte Frelse i den Lære han forkyndte. Han tiltalte ikke
dem, Verden havde forskudt og fordømt, med det
pharifæiske „I” — men med et broderligt „vi” — og naar
