215
hver Nat — hvis De ikke svigter Deres Løfte, vil Gud ikke svigte sit.
„Mit Løfte — ja du fandt den rette Lænke — jeg har fordømt mig selv til at holde det ud. Aagesen holdt sit Ord helligt — han vilde foragte mig, dersom jeg brød et Løfte — ellers havde jeg gjort det for længe siden!” — Og De siger at Kjærligheden er død iDeres Hjerte?! udbrød Virginie med Varme. „Erindringen lever!” svarede Helene i en ubeskrivelig Tone, og brast i Graad.
Siden denne Dag var Virginie ofte Vidne til de heftige Udbrud af Helenes Sorg, og lyttede med englemild Taalmodighed til hendes Klager. Disse Klager var naturligere end den tause, pinlige Resignation hvori hun havde indesluttet sig som i en Ligkiste, og hvor dybt end denne trøstløse Jammer rystede den unge, medfølende Piges Hjerte, sagde hendes Fornuft hende dog at det var godt saaledes. Men Frank, hvis Ord enten de var milde eller strenge, enten de udtalte Opmuntring eller Bebreidelse blev slaaet af den simple Philosophie i den menneskelige Fortvivlelse, indsaae at en Troessag lettere lader sig modbevise end bevise, og da Helene ikke kunde tro, begyndte han selv at mistvivle om hendes Frelse.
Kun Virginie tvivlede ikke! Er der noget Sted i Verden, hvor Troen paa Livets Seir er udødelig og som en Einheria reiser sig efter ethvert Fald, da er det i en elskende Piges Hjerte, hvor den himmelske og den
