205
da frels os — o, frels os alle —lad os ikke dø med Paradiset for Øie! Naade — Jorden brister under mine Fødder — forlad os vor Skyld! — „Ja!” — høre I Elskede, det Ja — Englene gjentage det jublende i Chor — Paradiset gjenlyder deraf — mit Hjerte — — — Bølgerne bruse — men han gaaer sikker over Vandet — Flammerne slaae iveiret, men de berøre ikke den Renes Fod, og mig løfter han høit mod Himlen paa sine Arme! Det er rædsomt at see derned — jeg svimler — hold mig fast, trofaste Kjærlighed! — Strømmen bruser under os — dernede brænder den evige Ild — men jeg hviler — tryg — ved den evige Kjærligheds Hjerte! — Minona sank tilbage, og laae et Øieblik stille med et forklaret Udtryk i det elskelige Ansigt. Derpaa reiste hun sig endnu engang og udbrød jublende: Græd ikke, I Elskede! det er saligt at føle hvad jeg nu føler — Livet! — Ingen Lyd kom mere over Minonas Læber — hun sank død tilbage i Viggos Arme.
