204
Kulde! Naade — frels mig Gud af denne Elendighed! — Lys! vedblev hun jublende — det lysner for mine Øine — det straaler, det varmer — det trænger ind i mine Øine, i mit Hjerte! Lys i Dødens Mørke! hører I — det er ingen Løgn — der er en Sol i Aandens Rige! See derop Tyra, hvor Englenes Øine skinne som Stjerner — det er Kjærligheden der har tændt disse Straaler! — Jeg seer en Verden af Glæde og Fred — jeg seer Kirken bygget af levende Sjæle! Hører du Sangen — o, mange Salige synge nu med Guds Engle, som har grædt paa Jorden! — Men hurtigt afløstes disse salige Drømme af en vild og sønderrivende Angst: Du havde Ret — Viggo! der er et Svælg mellem Himlen og Jorden — der er ingen Bro over den sorte Flod hvis Bølger allerede væde mine Fødder — og jeg styrter derned, hvis I ikke holde mig fast! Slip mig ikke! Hvor jeg seer hen, vælte de sorte Bølger sig foran mig — jeg seer Menneskeøine stirre op fra Dybet — det er græsseligt! Der er Ild dernede — naar jeg lukker mine Øine slaae de røde Luer iveiret omkring mig — Frelser, du som døde for os — grib mig i dine Arme, lad mig ikke styrte ned i den evige Ild! Hvem talte — gjentog nogen mine Ord? Ak nei — det var mig selv, der istemte det Hjerteskrig der klinger fra Dybet! — „Nei” — var der En som sagde nei til Døden, naar den knuger Offeret i sin Favn — o, da maa det være ham der døde for vore Synder! Er du her —
