13
at hendes Humeur Dag for Dag blev slettere, nu da hun havde saa Faa at lade det gaae ud over. Viggo kunde intet gjøre hende tilpas; hendes Fordringer steg i Forhold til de Offere, han bragte hende. Hun havde ikke længer Brug for den elskede Søn — hendes Plan havde faaet det Udfald, hun Mindst ønskede; thi hun havde selv ved sin oprørende Bagtalelse fremkaldt den Catastrophe, der grundfæstede hendes Medbeilerindes Lykke. Hvis Skyld var det? — Viggos — han havde ved sin Heftighed gjort hende aldeles ulykkelig, og sønderrevet det svage Baand, der endnu forenede hende med den Utaknemmelige, men evig elskede Mand — det maatte han høre — og det hørte han uden at tabe Taalmodigheden. Han var utrættelig i at undskylde, opfindsom i at forsvare sin Moder, selv efter at hans Kjærlighed til hende var gaaet tilgrunde. Han beklagede sig aldrig over hende, ikke engang i sine hemmeligste Tanker. Først da hendes Raseri ved den ideligt tilbagevendende Tanke om Helenes Lykke, og sin egen Afmagt til at skade hende, gik over til aabenbar Sindssvaghed, da han maatte erkjende, at han manglede Kræfter til alene at bevogte hende — først da beklagede Viggo sig, først da følte han bittert der Sørgelige i sin forladte Stilling. Han var nødt til at henvende sig til sin Fader om Hjælp — og et Aar efter at han med hende havde forladt sit gamle Hjem, blev hun ført til Bistrup, hvor hun kort Tid derefter pludselig døde.
For sig selv vilde Viggo ingen Understøttelse mod-
