184
Splid og Forvirring, valfarter til. Herregud — Tanken derom forvirrer mig endnu — det Hjernespind formaaer dog, hvad intet i Verden senere er istand til: at gjøre lykkelig! Dersom hun levede kunde hun maaskee endnu faae mig forvandlet til en ny Don Quixote, der jager Verden rundt paa sin Kjephest, for at realisere Idealet. Stakkels Tyra!! — De Idealer har ogsaa Fanden skabt, for at bilde Skillingen ind at den er slaaet til en Daler!”
I disse og lignende Tanker havde Johannes længe gaaet omkring uden at lægge Mærke til at Mørket faldt paa. Nu saae han sig om for at udfinde den korteste Hjemvei, men standsede uvilkaarligt, greben af en rædsom Anelse ved det Syn, han havde for Øie. Paa den af det klare Maanskin oplyste Eng, saae han to Mænd ifærd med at grave — et kort Stykke Vei derfra holdt en Vogn; en kvindelig Skikkelse nærmede sig sagte, og stillede sig, ubemærket af Mændene tæt ved den. Med Gysen syntes han at skjelne en sort Kiste, der stod paa Jorden ved den unge Piges Fødder; og saaledes var det! — Da de var færdige med Graven og nærmede sig for at hente Liget, rakte hun dem begge Haanden, og traadte tilside; imens de bar Kisten bort kastede hun sig paa Knæ, og løftede bedende sit blege Ansigt op mod den stjerneklare Himmel. Kisten var sænket i Jorden, og Stedet hvorunder den stod, bedækket med Grønsvær — de tre Personer var kjørt bort — ingen skulde ane
