Side:Minona.djvu/191

Denne side er blevet korrekturlæst

183

tænkte han. „Og Ulykken var at jeg fandt En, der var endnu mere sværmerisk end jeg. Fik hun mig ikke til at vende op og ned paa Tilværelsen, saa jeg tog Drømmen for Virkelighed, og Virkeligheden — for Løgn og Tant, som det ikke er værd at tage op paa Gaden! — Meget er den rigtignok ikke værd!” vedblev han med et Suk — „men havde vi holdt os til den, havde Tyra aldrig begaaet en saa skrækkelig Handling, og jeg maatte ikke i dette Øieblik anklage mig selv som — en Forfører! — Hvorledes vilde en Anden have handlet i mit Sted? — Hun var saa ung, saa rigt begavet med alt hvad der i Sandhed giør Kvinden uimodstaaelig — hvor vidt forskjellig fra vore Toiletheltinder, der aagre med deres Yndigheder for at vinde Herredømme over Hjerterne, mens man kan træde deres Rettigheder og Menneskeværd i Støvet, uden at de knye — før Emancipationen kommer i Mode! Hun manglede rigtignok deres tamme Elskværdighed og forstod sig kun lidt paa deres forlorne Kunster — hun var en af de sjeldne Naturer, der forstaae at elske og formaae at hade! Da jeg saae hende, bildte jeg mig ind at møde en af Oldtidens Sagnheltinder — alle mine Drengephantasier levede op igjen! Og hun — istedetfor at lee mig ud! — manede dem frem og levendegjorde dem ved den forunderlige Sympathie, der altid lader den ene Phantasi finde den anden — og viste mig denne Drømmeverden som det forjættede Land, Menneskeheden gjennem al sin