Side:Minona.djvu/19

Denne side er blevet korrekturlæst

11


Da rev Viggo heftigt Døren ep, og idet halt skjælvende af Bevægelse stillede sig foran den forskrækkede Helene, udbrød han med voldsomt tilbagetrængt Lidenskab: „Gud, Frøken Johnsen! forbyder vist dem at være sammen, hvis Forbindelse ikke alene vanærer dem selv, men bringer Skam og Elendighed over Andre. Og hvis De tager ligesaa lidt Hensyn til hans Bud, som til Deres egen Ære, saa maa De i dette Tilfælde adlyde mig! Jeg har Ret til at tale saaledes, thi jeg er min stakkels Moders eneste Beskytter — og jeg siger Dem i hendes Navn, at De maa forlade dette Huus. Vil Fader ikke undvære Dem — saa maa han sørge for et andet Opholdssted til Dem, end hans Kones — min Moders Hjem” — idetsamme følte Viggo et smerteligt Greb i sin Arm: det kom fra hans Fader, som ubemærket havde nærmet sig og hørt de sidste Ord. Helene, der først med ubeskrivelig Forundring, senere med heftig Bevægelse havde lyttet til Drengens Ord, udbrød nu lidenskabeligt i en Tone, der indeholdt baade en Bøn og en Befaling: Aagesen! jeg beder dem — ikke et Ord til ham! Hendes Blik, der udtrykte den inderligste Medlidenhed, traf i dette Øieblik selv Viggos Hjerte. Det forekom ham som Jorden vaklede under hans Fødder, og idet han forgjæves søgte at samle sine Kræfter, styrtede han bevidstløs om paa Gulvet.

En farlig Hjernebetændelse var Følgen af denne Rystelse. Under sin Sygdom blev han pleiet af Helene, der dog, saavidt det var muligt, undgik at bemærkes af