11
Da rev Viggo heftigt Døren ep, og idet halt skjælvende
af Bevægelse stillede sig foran den forskrækkede Helene,
udbrød han med voldsomt tilbagetrængt Lidenskab: „Gud,
Frøken Johnsen! forbyder vist dem at være sammen,
hvis Forbindelse ikke alene vanærer dem selv, men
bringer Skam og Elendighed over Andre. Og hvis De tager
ligesaa lidt Hensyn til hans Bud, som til Deres egen
Ære, saa maa De i dette Tilfælde adlyde mig! Jeg har Ret
til at tale saaledes, thi jeg er min stakkels Moders eneste
Beskytter — og jeg siger Dem i hendes Navn, at De
maa forlade dette Huus. Vil Fader ikke undvære Dem
— saa maa han sørge for et andet Opholdssted til Dem,
end hans Kones — min Moders Hjem” — idetsamme
følte Viggo et smerteligt Greb i sin Arm: det kom fra
hans Fader, som ubemærket havde nærmet sig og hørt
de sidste Ord. Helene, der først med ubeskrivelig
Forundring, senere med heftig Bevægelse havde lyttet til
Drengens Ord, udbrød nu lidenskabeligt i en Tone, der
indeholdt baade en Bøn og en Befaling: Aagesen! jeg
beder dem — ikke et Ord til ham! Hendes Blik, der
udtrykte den inderligste Medlidenhed, traf i dette Øieblik
selv Viggos Hjerte. Det forekom ham som Jorden
vaklede under hans Fødder, og idet han forgjæves søgte at
samle sine Kræfter, styrtede han bevidstløs om paa Gulvet.
En farlig Hjernebetændelse var Følgen af denne Rystelse. Under sin Sygdom blev han pleiet af Helene, der dog, saavidt det var muligt, undgik at bemærkes af
