Side:Minona.djvu/187

Denne side er blevet korrekturlæst

179

istedetfor den Bitterhed og Uvillie hendes personlige Overlegenhed tidligere havde vakt i deres smaalige Sjæle. Enhver følte sig et Stykke større, siden hendes sidste — og første virkelige — Fald.

Det var en stor Beroligelse for Helene at Minona intet hørte af alt dette; hun var for angrebet til at forlade Sengen, og saae Ingen hos sig, undtagen Helene og Virginie, der fromt og kjærligt deelte sin Omhu imellem den Døde og den Døende. Hun ordnede Tyras Sager, og sørgede for at intet, der havde været hende kjært, ved det forestaaende Salg af hendes Eiendomme, skulde komme i fremmede Hænder. Det var ogsaa Virginie, der klædte Liget, foldede dets kolde Hænder og bredte de lange mørke Lokker som et Slør over de krampeagtigt fordreiede Ansigtstræk. Derpaa tog hun den Krands af Evighedsblomster, som Tyra havde hængt over sin Søsters Portrait, og trykte den sagte om den Dødes Hoved. — Da alt var færdigt kastede hun sig grædende paa Knæ ved Sengen, og bad til Gud for hendes Sjæl.

En af de første Aftener skulde Tyra i al Hemmelighed begraves paa et ensomt Sted i Skoven, tæt ved hendes Yndlingsbænk, hvor hun tidt havde siddet med lille Johanne, og tænkt paa sin fraværende Elsker. Ingen Høi skulde gjøre dette Sted til Gjenstand for de Forbigaaendes Opmærksomhed — man skulde ikke med hjerteløs Nysgjerrighed valfarte til Selvmorderskens Grav;