175
og beundrede mig fordi jeg bar min Ulykke saa taalmodigt — saa vidste jeg at denne Sygdom var en Følge af min Kjærlighed, som jeg frivilligt pleiede og nærede — at jeg selv var Skyld i den Lidelse jeg forvoldte mine Kjære, og hemmeligt bar Ved til det Baal der ikke brændte mig alene — og dog underkastede jeg mig ikke den Dom som jeg ikke forstod! Hvis jeg havde gjort det strax, kunde jeg have overvundet denne Lidenskab! Det var mig ikke nok at Gud vilde det — jeg maatte vide „hvorfor.” Nu veed jeg det — behøves der andet Kjendetegn paa Gift end at den dræber? O Gud! naar jeg tænker paa al den Omhu, Helene viser mig, og at jeg har lønnet den med de bittreste Smerter — saa knuges mit Hjerte af Angst og Anger! kunde jeg gjøre det Skete uskeet — saa vilde jeg kjæmpe imod min Kjærlighed, istedetfor at kjæmpe for den — og overvinde. — — Men det er ikke det Værste — ikke det som trykker min Sjæl med Dødens Angst! vedblev hun fortvivlet. Det er for seent at tale til mig om Frelse Virginie — jeg er forkastet og forbandet af Gud og Mennesker! med dette Udbrud sprang hun op, og faae sig om med et vildt Blik. Det er Guds Retfærdighed, ikke hans Barmhjertighed, som fører mig hertil — at jeg skulde tage Bevidstheden om min Brøde, om det Guds Rige jeg har sagt mig løs fra, om den Naade der var spildt paa mig, med i Graven. Jeg har forskyldt det — skulde jeg frelses, mens en Sjæl — stær-
