171
helliggjøre Menneskenes Hjerter?” tænkte hun med ubeskrivelig Vemod. „Der var en Tid da jeg troede det — dengang da Kjærligheden gjorde mig mild og taknemmelig! Hvorledes er den blevet saa forandret? — Nu drager den mig ned i den evige Nat — jeg har givet mig i Dødens Vold for dens Skyld — og her sidder jeg i Mørket udenfor Helligdommen, mens Englene derinde græde over min Sjæl!” Hun stod op, og nærmede sig frygtsomt Kirkedøren, men vovede ikke at træde derind; skjælvende af Udmattelse og Hjerteangst satte hun sig paa Fodstykket af en Pille i Vaabenhuset, lyttede til Sangen, og stirrede med taarefulde Øine ind i det oplyste Rum. Frank begyndte sin Tale, men hun var altfor bedøvet til at følge den med Opmærksomhed; kun de Ord af Skriften, han havde valgt til Text: „Og Døden skal ikke være meer, ei heller Sorg, ei heller Pine” — gjorde et dybt Indtryk paa hendes forpiinte Sjæl. Livets Evangelium ved den Dødes Baare — mens Tyras sidste Ord endnu gjenlød i hendes Indre — det var mere end hun kunde udholde! de Taarer der strømmede fra hendes Øine, lettede ikke Hjertet — den Kjærlighed der opvækker de Døde af Gravene, knugede hendes Hjerte som en Fordømmelse. —
Minona mærkede ikke at Gudstjenesten var forbi, og at Folk havde forladt Kirken, før hun hørte en bekjendt Stemme sagte udtale hendes Navn. Hun saae op — Virginie stod foran hende, og betragtede hende
