Side:Minona.djvu/175

Denne side er blevet korrekturlæst

167

til at dø! — at løse ham fra det usle, afmægtige Baand, dens Fordom havde paalagt ham.”

Imidlertid tog Sygdommen saa hurtigt overhaand, at det sidste Øieblik maatte være nært. Hun laae i uophørlige Krampetrækninger, og udtalte kun afbrudte Ord i en vild og jamrende Tone. Minona leed Dødsangst; hun vilde hjælpe eller kalde Andre tilhjælp, men hendes egen Svaghed og den Rædsel, hun var behersket af, lammede hendes Kræfter. Som under Indflydelsen af en gyselig Trolddom stod hun endnu taus og ubevægelig som en Marmorstøtte ved sin Venindes Dødsleie.

Pludselig reiste Tyra sig op, med flammende Øine og et Smiil paa de blaahvide Læber. „Endelig!” udbrød hun med vild Glæde. „See, min Konge kommer for at hente Mig! bøi Knæ for ham Minona! og modtag hans Indvielse, at han ikke skal fornegte dig i din sidste Time. Du skjælver Barn! Du modtog vel engang med et rørt og begeistret Hjerte Himlens Velsignelse — ligesom jeg! Den bedrog mig og den vil bedrage dig — siig dig løs fra den itide! — kun Døden holder hvad den lover. Minona — vær stærk, og giv dig denne skrækkelige Sandhed ivold, saa skal du aldrig lide hvad jeg har liidt! Troer du paa Livet? — Jeg sværger dig ved de Smerter, der fortære mig — ved min spildte Kjærlighed — ved mit knuste Hjerte — Livet er en Løgn!” Ved dette vilde Udbrud brast den ulykkelige Pige i Taarer; det var ikke den fredbringende