Side:Minona.djvu/173

Denne side er blevet korrekturlæst

165

en vild og skingrende Krampelatter sank hun tilbage i Sengen.

Minona havde grebet begge hendes Hænder, og vædede dem med sine Taarer, idet hun jamrende anraabte Gud om Hjælp. Endelig standsede det sidste Krampetilfælde; hun blev liggende ganske stille, syntes at lytte til Minonas Stemme med Bevægelse, og vendte langsomt Hovedet om imod hende. Bevidstheden vendte lidt efter lidt tilbage. „Stakkels kjære Minona — er du hos mig? Hvem har været saa ubarmhjertig at sende dig herhen?” sagde hun endelig med ubeskrivelig Ømhed. „O Tyra — hvad har du gjort!” udbrød Minona hulkende.

„Fordøm mig ikke! Du har liidt meget — men du veed ikke hvad det vil sige at overleve sin Tro! det var formeget — det var umuligt. Troer du at min Elskede er død? nei Minona — han lever — men Kjærligheden er død i hans Hjerte. Var han død, da vilde jeg græde som jeg græd over lille Johanne, og hvor mine Skatte var, der vilde mit Hjerte være. En saadan Sorg er sød, et saadant Savn er rigt paa Salighed — og dog kalde Menneskene det Kulde at man ikke jamrer trøstesløst ved den Grav der kun gjemmer det døde Legeme — Men naar man mister den Elskedes Liv og Sjæl — seer at Kjærligheden ikke alene er død og borte, men at den aldrig var saaledes, som man troede — saa kalde de det Svaghed at fortvivle — Forbrydelse