Side:Minona.djvu/167

Denne side er blevet korrekturlæst

159

bande mig, naar du engang faaer at vide for hvilken Priis din Seir er kjøbt!”

„Aldrig — aldrig — du kjender mig ikke! Kjærligheden er mit Liv — jeg vil heller være med den i Helvede end i Himlen, den foruden! Er den en Synd, saa skal Synden være min Guddom! I den christelige Bøn hedder det jo: Gud frie os fra det Onde — er min Kjærlighed ond, saa vil jeg aldrig bede den Bøn — aldrig!”

Viggo betragtede hendes bevægede Ansigt med brændende Blikke, men hans Holdning var fastere end hans Stemme idet han svarede: Du veed ikke hvad du siger, stakkels Barn — og Gud vil ikke tilregne dig det! Jeg vilde give mit Liv og min Salighed tusinde Gange for at frelse dig, men hvorledes skal den ene Blinde vise den anden Vei? Du er syg, du er ulykkelig — men du kjender ikke Lidenskabens Magt, som jeg! Jeg frygter ikke Verden eller Gud — ikke Helvedes Pine for min Skyld — Minona — min Elskede — jeg frygter for at styrte dig i Fortabelse — og selv Kraften, som denne Tanke giver mig — vil svigte! Derfor hør mig, før det er for sildigt: hvis Livet ikke er en Helvedes Løgn, saa er det sandt hvad Skriften vidner, at der er et Guds Rige til — og det er Sjæle, som din nært — og en Guds Fred, Glæde og Kjærlighed, som langt overgaaer selv den uskyldigste og reneste menneskelige Lidenskabs Lyksalighed. Søg Frelsen der