Side:Minona.djvu/164

Denne side er blevet korrekturlæst

156

„Troer du at jeg har staaet udenfor denne Kamp?” spurgte Viggo med dyb Bevægelse. „Har jeg ikke følt baade din og min egen Smerte?”

Minona stirrede et Øieblik paa ham, og svarede i en medlidende Tone: Jo, stakkels Viggo! du seer syg og bleg ud — men Sygdom er ikke det værste — den er Lindring for den Ulykkelige — thi i den er der dog Haab! Jeg, der har elsket Livet saa høit, er drevet saavidt at jeg kalder Døden til Hjælp mod Livets Qval! Veed du hvad der er det værste — det som jeg aldrig vil - aldrig kan underkaste mig — som endnu i dette Øieblik fylder min halvdøde Sjæl med Modstand — det er at være levende begravet! At bære Livets Attraa med al dens Fryd og Salighed i Hjertet — og føle hvorledes den fortærer sig selv dernede i Graven, hvortil den er fængslet — at maaske imødesee det Øieblik da dens fortvivlede Kamp endes i Døden — med Glæde! Det er formeget — hvert mit Aandedrag er Modstand, et afmægtigt Oprør mod denne Skjæbne! O Viggo! vær barmhjertig, og siig mig hvorfor jeg skal lide dette? udbrød hun vildt og jamrende, idet hun kastede sig ned for hans Fødder og klyngede sig fast til hans Knæ.

I Viggos Sjæl foregik en voldsom Kamp, men hans Ansigt blev roligt — kun dets Bleghed vidnede om hans Bevægelse. Han løftede Minona op, og holdt hende fast i sine Arme, idet hans Blik som fortryllet hvilede paa hende, og Ordet med Anstrængelse trængte