152
Fra denne Dag søgte Minona ligesom Viggo at undgaae Ensomheden, og en kort Tid gav Stoltheden hendes Væsen et bedragersk Skin af Kraft. Hun beskjæftigede sig med sine gamle Sysler i Helenes Selskab, besøgte Franks og tilbragte tidt hele Dage sammen med Tyra. Men overalt hvilede en Skygge, som Forudfølelsen af en stor Ulykke over disse Familiers Samliv, der før havde været saa lykkeligt. Frank sørgede over Minonas Sygdom, som om hun havde været hans eget Barn, og Virginies Væsen havde tabt sin naturlige glade Rolighed; tidt troede Viggo i hendes alvorlige Blik at læse en hemmelig Medviden, som ængstede ham og gjorde hans Væsen imod hende tvungent og koldt. Hun mærkede det med Græmmelse, og bad Gud frie de Ulykkelige fra det Onde. — Tyra var ikke heller den Samme, som hun havde været! Grunden hvorpaa hendes Tempel var opreist, vaklede allerede, men hun vilde ikke ændse Faren. I flere Maaneder havde hun intet Brev faaet fra sin fraværende Elsker, men hun undskyldte ham bestandigt: han kunde være syg — eller maaskee Brevet var gaaet feil — men han kunde ikke have glemt hende. Hvorfor skulde man tro det Umulige, naar der kunde tænkes saamange rimelige Grunde? Og dog ængstede hun sig, saa Uvisheden tærede paa hendes Kræfter, og svækkede hendes frie friske Mod! men det var Forestillingen om en eller anden Ulykke der kunde være tilstødt ham, ikke den fjerneste Tvivl om hans Kjærlighed, som
