Side:Minona.djvu/159

Denne side er blevet korrekturlæst

151

vede — dennegang var det ham, der beherskedes af hendes Villie — og med et Udtryk af den høieste Lidenskab læste han de sidste Vers:

Hvi skulde jeg frygte den Livets Nød,
Som mig kan holde vedlive?
Kort er den Skræk, ringet' den Død,
Som mig kan Livet give.

Hvi skulde jeg ei forøge det Baal,
Som kan baade slukke og brænde?
Det lædskes af Dug, som brændes af Sol —
Trods dem, det kan forvende!

Skin, Sol du klare, med kraftigt Skin!
Tænd op den, gjerne vil tændes!
Udsmelt som Snee med Varmen din
Det Haab, som saare længes!

Deres Øine mødtes — Minonas skinnede som Stjerner — hendes Kinder var bedækkede af en klar, brændende Rødme — aldrig havde hun selv dengang hendes Skjønhed blomstrede som den friskeste Rose, været saa henrivende at see! — hendes Seir var nær, men endnu eengang overvandt Viggo sig selv og hende. Han foer hastigt med Haanden over Øinene — og fortsatte Læsningen i en klangløs, laconisk Tone. Da han endelig lukkede Bogen og ængsteligt vendte sit Blik til Minona, blev han forfærdet over den dødelige Bleghed, som bedækkede hendes Kinder. Hun reiste sig, og forlod Værelset uden at see paa ham.