Side:Minona.djvu/157

Denne side er blevet korrekturlæst

149

men naar hun udmattet havde grædt sig isøvn i hans Arme, vaagnede alle de vilde Tanker, den trodsende Fortvivlelse i hans Sjæl; og naar Søvnen havde udbredt et svagt Skjær af Lindring over den syge Piges Ansigtstræk, vidnede Viggos lidenskabeligt fortrukne Træk og skjælvende Læber tilfulde om den Kamp, der rasede i hans Sjæl.

I disse Øieblikke lærte han at flygte for sig selv, og naar hans Kraft nær var udtømt, trak han sig tilbage for paany at berede sig til Kampen, imens han undgik at være alene med Minona, eller, naar det ikke kunde undgaaes, sang og læste for hende. Ogsaa heri underkastede hun sig hans Villie, skjøndt kun de Steder i Bøgerne, hvor hendes egne Følelser fandt Gjenklang, vakte hendes Interesse; men disse gled Forelæseren let hen over, imens han søgte at fængsle hendes Opmærksomhed til andre Puncter, som vel kunde have stor Værdie som Resultater af den menneskelige Tro og Viden, men som hverken Viggo eller hans Tilhørerinde troede paa. Uden at opfatte Meningen lyttede hun til Klangen af hans elskede Stemme, og til sin egen Sjæls lidenskabelige Besværgelse, som hun ikke turde udtrykke for ham.

En Dag bad hun ham om at læse Ingemanns „Prinds Otto af Danmark” høit. Viggo blev glad over at der var noget hun yttrede Interesse for, og begyndte strax Læsningen, men skjøndt hun var usædvanlig