145
glædet sig over mig. O, det er saa haardt!” hun skjulte sit Ansigt i sine Hænder og græd heftigt.
Tal ikke saaledes Minona, min dyrebareste Pige! vil du forskyde dem, der elske dig, fordi din Sygdom volder dem Sorg? troer du da vi sørgede mindre, fordi vi sørgede langt fra dig? Hvis du skal dø — det Gud forbyde! — vilde du da helst dø ubegrædt? O, lad os ikke saa smaaligt tale om „mit” og „dit” i Sorgen! — Hvorfor vil du kun tænke paa Døden, og tænke saa haabløst derpaa? — Minona saae hurtigt med funklende Øine op til ham og udbrød med Heftighed: „Svæk ikke Indtrykket af dine første gode, velsignede Ord med Hverdagstalemaader om Døden, som om den var en Overgang fra Parterret til Galleriet! De Mennesker, der betragte Døden saaledes, veed ikke hvad det er, at leve! Du taler om Trøst — troer du selv derpaa? kan du nævne mig anden Trøst end den at Lidelsen ikke overlever Livet? — Saa maa du fatte min Følelse, og ikke byde mig de forslidte Talemaader om et Liv efter dette — en ny, evig Dødskamp. Vil du trøste mig, saa trøst mig med Døden! O, tilgiv mig!” vedblev hun med taarefulde Øine. „Jeg har kun Døden tilbage — lad mig ikke ogsaa komme til at tvivle om den!” Der var en saa rørende Smerte i hendes Tone, at Viggo følte hvor umuligt det vilde være ham at aflede hendes Opmærksomhed fra disse mørke Forestillinger. De gik tause henad Veien, til de kom til Stenten ved den
