135
Første Capitel.
Ingen Ild, ingen Brand
Kan flamme saa heed,
Som hemmelig Elskov
Den Verden ei veed.
C. Winther.
Over et Aar var forløbet, siden Viggo kom tilbage til Frankrig. Han havde kjæmpet uden at seire, søgt Uden at finde — thi han søgte i Fortvivlelse istedetfor i Tro den guddommelige Trøst, som man kan faae af Religionen, men ikke fravriste den. Han havde søgt sig haabløs, og kjæmpet sig træt. Hans Tilstand lignede Ridderens der har været i Elverhøien, dandset med den fagreste af Elverpigerne, følt hendes brændende Kys, lyttet til hendes Suk og Ord — og seet Høien synke i Jorden ved Morgengry. Men der var en Forskjel, som gjorde Viggos Ulykke virkeligere — hans Elverpige leed under samme Trolddom, fortæredes af den samme „bittre Længsels Ild”, hendes Lidelser var ingen Drøm, men en levende Virkelighed, som ængstede ham Dag og Nat. Havde Viggo liidt alene, vilde han have søgt Trøsten paa en anden Maade, og fundet den — han var ikke
