118
ilaas efter sig. Med en Bevægelse, der næsten kvalte mit Aandedræt, stirrede jeg ind i hendes Ansigt, idet jeg ventede paa, hvad hun vilde sige. Endelig begyndte hun med svag Stemme, afbrudt af Sindsbevægelse, men uden Vrede eller Bitterhed: „Tilgiv din Fader — han vil tage hvert Ord tilbage, han har udtalt i sit Hiertes Bitterhed! Han er en Mand, og kjender ikke den Sorg, der knuser Stoltheden — den kan kun en Moder føle! Jeg var selv stolt, Tyra — saalænge jeg var sikker paa eet af mine Børn! — Vær rolig min Pige! jeg bebreider dig intet — din Moder elsker dig, og vil ikke slippe dig af sine Arme. Jeg burde have gjættet, hvad der foregik i dit Sind, og selv ledet dine vildfarende Tanker tilbage paa den rette Vei, istedetfor at jeg lod dig pleie og nære dem i Ensomheden. Sorgen gjør egoistisk — mit Hjerte vaandede sig, hvergang Du vilde tale til mig — om hende — og for at skaane mig selv har jeg opoffret dig! Du var for ung, for uerfaren til ikke at lade dig vildlede af din Følelse. See ikke saa vildt, saa fremmed paa mig! alt skal blive godt! Du er jo endnu din Moders elskede, uskyldige Datter — hendes eneste Haab i denne Verden. Naar Du rækker den Mand din Haand, som Fader har valgt for dig, vil han velsigne dig, som jeg, og hvert haardt Ord skal være dødt og glemt i Eders Hjerter.”
En iisnende Kulde giennemfoer mit Hjerte, idet hun talte saaledes til mig. „Forstaaer Du mig da slet ikke?”
