Side:Minona.djvu/122

Denne side er blevet korrekturlæst

114

er erklæret „for at være rette Ægtefolk”, om hvis Forening man med Vished kan vide, at Gud ikke har havt det allermindste at gjøre med den! Men naar man deraf slutter sig til, at Vorherre kun vil vedkjende sig et lille Antal af de Foreninger, Kirken helliger i hans Navn — er det da usandsynligt, at han umiddelbart har sammenføiet de elskende Hjerter, som Verden ikke kunde adskille, og engang i Himlen vil vedkjende sig dem, som Menneskene fornægtede? — Af disse Tanker og Forestillinger øste jeg Trøst for mit syge Hjerte — gjennem Tvivl og Kamp bekræftede min Bevidsthed den Frikjendelse min Følelse strax havde tilkjendt Claras Kjærlighed. — Der gives vistnok en vanærende Lidenskab, men den kan ingen Præsts Velsignelse adle! Hvad der i mine Tanker stempler Kjærligheden som reen eller ureen, er dens Natur og dens Gjenstand. Det er Skam og Skjændsel at hengive sig til en Adam Homo, selv om man er viet til ham af Sjællands Biskop! thi naar en Kvinde nedværdiger sig i Gjenstanden for sin Kjærlighed, er hendes Fald uopretteligt — for ethvert andet Fald er der Opreisning i Kjærligheden. — Jeg glemmer, at det er til dig, jeg taler, Minona! Du er for ung og ubekjendt med Verden, til rigtig at forstaae mig.

„Ikke for ung til at have Sands for Kjærligheden, eller til at skille Løgn fra Sandhed!” udbrød Minona med Varme. Tyra betragtede hende med Glæde — det