Side:Minona.djvu/119

Denne side er blevet korrekturlæst

111

Hendes Fader forskjød hende — som en vanæret Kvinde blev hun forjaget fra det Hjem, hvis Afgud hun havde været — og saa maatte hun miste Den, for hvis Skyld hun leed alt dette! han blev udfordret af en af hendes adelige Tilbedere, og paa den samme Dag der var bestemt til Afreisen, haardt saaret i en Duel. Clara var hos ham paa Hospitalet og pleiede ham trofast til det sidste; men da alt var forbi — saa kunde hun ikke leve længer — og det var hende selv — Toras Stemme kvaltes af Bevægelse, men som oplivet af en indre Rædsel, hævede den sig paany til en unaturlig Tydelighed, idet hun med funklende Øine og skjælvende Læber udbrød: Jeg var selv i Stuen, da hendes Forældre fik dette Budskab, og jeg hørte dem — takke Gud for hendes Død! Ja, Minona! hendes egen Moder takkede Gud for sit Barns Død — og for en saadan Død. Jeg hørte det, siger jeg dig — og jeg forbandede dem ikke!

Minona saae paa hende med flammende Øine. „Jeg vilde have hadet dem — de havde jo myrdet hende?” udbred hun lidenskabeligt.

Nei, svarede Tyra, idet Udtrykket i hendes Ansigt forandrede sig. Der er noget helligt ved en sand og dyb Sorg, selv om den er uretfærdig i sin Yttring og ugrundet i Aarsagen! Jeg var betaget af Rædsel og Gru — mit Hjerte vendte sig fra hende — men ved Synet af den fortærende Smerte, hvorunder hun selv leed, gik alle mine stridende Følelser op i Medlidenhed. Og jeg