Side:Minona.djvu/114

Denne side er blevet korrekturlæst

106

den henrivende Pige, blev en elskende Kvinde. En ung Maler, som Fader protegerede, vandt hans Datters og Arvings Hjerte, imens han malede hendes Portrait. Maleriet blev ophængt i Selskabssalen — næst Originalen dens bedste Prydelse — og Fader overøste Kunstneren med Lovtaler og Gunstbeviisninger, langt fra at ane, hvor dyrt dette Billede skulde blive os alle. Han var altfor tryg i sit Aristocratie til at tænke sig Muligheden af den Forstaaelse, som jeg intet Øieblik havde tvivlet om, og Clara kunde være døet af Sorg, dersom hendes Elskede var reist uden at have erklæret sig for Faderen, uden at denne havde anet Aarsagen til hendes Sygdom. Men den uskyldige Pige betroede ham selv frimodigt sin Kjærlighed, og bad om hans Samtykke. Den Haardhed, hvormed dette blev hende nægtet, de bittre Bebreidelser hvormed det forgudede Barn pludselig blev overvældet, krænkede hende dybt, men skræmmede hende ikke. Mildt, men bestemt afviste hun den Fordring, at hun skulde opgive hver Tanke om ham. „Jeg gav ham mit Hjerte, før du nægtede dit Samtykke!” svarede hun Fader. „Og hvor Hjertet er, vil mine Tanker ogsaa være!” Hun var bleg og stille, naar der var andre tilstede, men naar vi var ene sammen, kastede hun sig tidt i mine Arme og overlod sig til de heftigste Udbrud af Sorg. En frygtelig Angst betog mig, naar hun saaledes i sin Smerte klyngede sig til mig — jeg anede, at en Skilsmisse forestod.

En Aften, da jeg kom ind i hendes Kammer, laae