101
Moder stod i al sin straalende Skjønhed foran Speilet med Slør og Krone, Clara dandsede omkring hende som baaret af de lette Florsvinger — og jeg maatte finde mig i, at man stillede mig paa en Stol og iførte mig mit Costume. Aldrig har en Alf havt et tungere Hjerte! Moder lo og snakkede med Kammerjomfruen om Dragterne, Clara sang saa Stuen gjenlød deraf — det var mig umuligt at blive hørt. I dette Øieblik kom en Visite meget beleiligt; det var Baronesse N*, min Gudmoder, der overøste mig med Kjærtegn og tog mig paa Skjødet. Mens jeg sad og betragtede de kostbare Armbaand, der i snesevis bedækkede hendes hvide Arme, foer en Tanke mig pludselig gjennem Hovedet. „Vil Du forære mig den smukkeste af dine Ringe?” spurgte jeg pludselig, idet jeg stirrede hende ind i Ansigtet. Moder vilde slaae min upassende Begjæring hen i Spøg, men Baronessen tog Armbaandet, der var besat med Diamanter, af, og spændte det om min Arm. „Er det Alvor?” spurgte jeg spændt. „Javist, min lille Guddatter skal ikke have et uopfyldt Ønske!” Jeg saae bønfaldende til Moder: hun nikkede, men truede idetsamme smilende og advarende med Fingeren. Jublende faldt jeg min Gudmoder om Halsen, og foer med høie Spring ud af Stuen, ned i Haven, hvor jeg til min store Beroligelse saae Ane Maries hvide Liin ved Jordbærbedene. Med Hjertet bankende høit af Glæde lagde jeg Armbaandet i hendes Skjød og sagde: Sælg det — det er mit! Saa kan Du kjøbe
