98
Clara kjender jeg intet Barn, der berettiger til saa store Forventninger.
Jeg havde en afgjort Tilbøielighed for Bønderfolkene i Landsbyen; at besøge dem i deres smaae Huse, der vare saa forskjellige fra mit Hjem, og deeltage i Børnenes støiende Lege, var min største Fornøielse. Jeg bragte dem da ogsaa endeel af mit prægtige Legetøi, ja selv af min Pynt, der blev revet istykker til at udklæde os med i Legen, og alt dette blev modtaget med en Overraskelse, og ødelagt med en Henrykkelse, der satte mig i den lykkeligste Stemning. Men hvad der glædede mig mest, var den Kjærlighed, hvormed jeg blev modtaget, og min barnagtige Forfængelighed over at blive hilset og hædret som den lille Frøken af de gamle Koner, var ikke saa stor som min Tilfredshed, naar de Smaae i Legens Tummel sagde „du” og „Tyra” til mig, hvilket var dem strengt forbudt af deres Mødre. Naar jeg da, varm af Bevægelse, og straalende af Munterhed, kom tilbage til mit Hjem, kunde selv Fader undertiden betragte mig med Velbehag, og sige til Moder: Jeg troer du har Ret! vor lille Tyra kan nok blive en smuk Pige, naar hun udvikler sig. Han var langt fra at ane, hvor hans Datter fik den Udvikling, der var hende saa fordeelagtig.
Det varede imidlertid ikke længe, før mine Udflugter til Bønderfolkenes lave Regioner, bleve opdagede af min Moder, der langtfra at regne mig min simple Smag til Last, udlagde alt paa den bedste Maade, som en Yttring
