96
men han tilbad min Moder, og føiede sig med ridderligt Galanteri efter hendes Ønsker i alle Smaating, under den stiltiende Forudsætning at hun maatte rette sig efter hans Villie i store Spørgsmaal, hvor det overhovedet sjeldent kom til Uenighed, da de begge havde samme Afgud, Verden, og samme udelukkende Interesse i Verden — deres Børn. Fader forgudede Arvingerne til hans gamle adelige Navn og hans store Formue — Moder forkjælede Arvingerne til hendes Skjønhed og hendes Triumph i den fornemme Verden.
Clara var som skabt til at overtræffe saadanne Forældres mest overspændte Forventninger: hendes ualmindelige Skjønhed, der allerede som Barn skaffede hende et vist Ry i den Verden, hvor hendes Moder glimrede som en Stjerne af første Rang, hendes tidligt udviklede Talent til Sang og Dands, og fremfor alt en rigtbegavet og kjærlighedsfuld Sjæls navnløse Elskværdighed, fremkaldte en Henrykkelsesruus, hvor hun viste sig ved Moderens Side — og Lykken — der kunde have fordærvet en Mindre ædel Natur, var det Element, hvori hendes varme Følelser og herlige Evner frit og naturligt udviklede sig. — Jeg stod som en Skygge ved Siden af Familiens Lys, vor lille klare Lykkestjerne, men var saalangt fra at misunde hende alle de Fortrin, hvorved hun fordunklede mig, eller ønske mig en Skjønhed, der kunde maale sig med hendes, at jeg tværtimod bebreidede Skjæbnen, at den ikke havde givet mig en eller anden iøine-
