Side:Minona.djvu/101

Denne side er blevet korrekturlæst

93

hængt paa den lave Væg over Sengen: det forestillede en ung Dame i kostbar Baldragt, med en Rosenkrands om det rige, blonde Haar, og Blomster i Haanden, hvis ubeskrivelig deilige og indtagende Ansigt stedse paany tiltrak sig Minonas Opmærksomhed, hvor tidt hun end havde seet det.

Da Tyra havde endt sit Brev, omfavnede hun Minona kjærligt, og udbrød forundret over det lidenskabelige Udtryk, der i dette Øieblik var synligt i hendes Ansigt: „Hvad feiler dig dog! Er der hændet dig noget?” Minona lod begge Hænderne glide ned over sine blussende Kinder, som om hun derved kunde forjage Rødmen, og svarede hurtigt: „Jeg feiler intet — der er intet iveien! Jeg løb kun lidt for stærkt ned ad Bakken, deraf har jeg faaet Hjertebanken! — Hendes Hjerte bankede virkelig, som det skulde briste. „Du pleier at kunne løbe fra os Allesammen uden Anstrængelse!” svarede Tyra vantro, og blev ved at betragte hende med sympathetisk Interesse. Men Minona vendte Hovedet bort, og sagde — for at tale om noget andet — da hendes Blik tilfældigviis faldt paa Portraitet: „Du har aldrig sagt mig, hvem den yndige Pige er, som jeg ikke kan see paa uden forunderlig Deeltagelse!” „det var min første Kjærlighed!” svarede Tyra med lidenskabelig Energi. — „Hvor hun seer lykkelig ud! saaledes tænker jeg mig, at hun undselig, men glad bøiede Hovedet, naar hun bemærkede den Opsigt, hendes Indtrædelse vakte i Balsalen. Jeg har aldrig seet et mere