4
saa var det jo ikke saa besynderligt, om en Lægmand fra sit Standpunct kunde synes, at dette var smaat og ubetydeligt, og undres over, hvorledes nogen kunde falde paa at skrive hele Bøger over et enkelt lidet Dyr eller nogle ældgamle Skjælbanker. Det vilde vistnok være meget at undskylde, om han endog mente, at »saadanne Undersøgelser som de, der have skabt Sars en Verdensberømmelse, gik altfor meget ud i Enkeltheder til at de kunde være til nogen Nytte for Videnskaben«. Thi han kan jo ikke vide, at det netop er de mindste og laveste Dyreformer, som udrette det største Arbeide og saa at sige stadigt bygge paa Jordskorpen, ligesaalidt som han kan vide det, som altid staar klart for den sande Naturforsker, at det kun er Fuskeren, som roder sig saaledes bort over Enkeltheder og Smaating, over Materien og Midlerne, at han glemmer Aanden, Øiemedet og Sammenhængen i det Hele; han ved jo ikke det, at intet for enhver naturvidenskabelig Undersøgelse er saa nødvendigt, som den alleryderste Detailkundskab, som den mest samvittighedsfulde Nøiagtighed i det mindste som det største, og ligesaalidt kan han vide, at denne Kundskab ikke er Forskningens Endemaal, men kun et nødvendigt Grundlæg, hvorpaa de endelige Resultater efter fortsat Granskning skulle opføres.
For at tage et Par Exempler af det vi gik ud fra, da har Sars’s Granskning af Livet og dets Fremsyninger i de lavere Sødyr ledet til Opdagelsen af nye og ukjendte Naturlove, der gjøre sig gjældende høit op gjennem Dyrenes Rækker, ja i visse Maader endog helt op i Menneskelivet, og disse hans Undersøgelser have siden tjent som Udgangspuncter for alle Landes Naturforskere og i høieste Mon været til Fremme for Videnskaben, som siden er gaaet uendelig raskere frem end nogensinde tidligere.
