Ved Sars’s Død tabte Videnskaben en af Samtidens mest udmærkede Zoologer, og Fædrelandet en af sine berømte, ja, maaske den mest berømte af sine Videnskabsmænd i Nutiden. Udtalelser fra fremmede Lande vise, hvor dybt dette Tab er følt af de mange Naturforskere, som have nydt godt af, som have støttet sig til, som have bygget videre paa alle disse hans grundige, omhyggelige, samvittighedsfulde Undersøgelser, alle disse ligesaa originale som mærkværdige Opdagelser, der have baaret hans og Fædrenelandets Navn til de fjerneste Egne. Naar den Vidtberømte ikke var kjendt af saa mange hjemme, saa var det en Følge af, at der i hans Fædreland ere saa faa, som forstaa, saa faa, som give sig af med paa en letfattelig, en tiltalende Maade at meddele den store Almenhed noget af Videnskabens Frugter. Resultaterne af Sars’s videnskabelige Forskninger kunde følgelig kun være tilgængelige for Enkelte, hvis Antal var langt større udenlands end i Norden.
Ser man ogsaa hen til hvad der var de nærmeste Gjenstande for Sars’s Søgen og Gransken: allehaande fimrende Æg og Unger af Sødyr fra Havfladen og Strømraset, Smaakryb hentet op med Bundskraben fra Havdybet i Blanding med Dynd og Mudder, Snegler og Orme fra Stranden, smuldrende Skaller fra Lerfald og Sandbanker inde i Landet,
1*
