19
sidste Skrift omhandlede Opdagelse af en levende Sølilie eller Stenlilie i Nutiden med en Gang den hele videnskabelige Verden i Bevægelse. Den var funden paa det store Dyb 300 Favne i Lofoten af Ossian Sars. Det mærkelige og interessante ved den var, at den, som henhørende til en Familie, man almindelig antog allerede var uddød i Kridttiden eller saa langt tilbage, at Tidsrummet alene kunde maales ved Varigheden af flere tilbagelagte geologiske Perioder, endnu kunde findes levende paa Nordhavets Dyb.
Skjønt der allerede tidligere paa store Dyb var fundet mærkværdige Dyreformer, som ikke havde Samslægtninge blandt de nulevende, men først høit op i Kridttiden, saa var det dog hovedsagelig dette Sars’s Fund, som gav Stødet til de i 1868 og 69 foretagne større videnskabelige Expeditioners Udrustning fra England under Ledning af Naturforskeren Gwyn Jeffreys, Wyville Thomson og Dr. Carpenter, og fra Amerika under Ledning af Grev Pourtales til at undersøge Atlanterhavets store Havdyb. Saavel vest for Skotland og England som i Golfstrømmen mellem Kuba og Florida, gjenfandtes de samme eller lignende Former og man gjorde den overraskende Opdagelse, som forresten allerede var forberedt ved Sars’s og flere Forskeres Dybhavsundersøgelser[1], at der endnu var et rigt Liv baade af lavere og høiere organiserede Sødyr mellem 500 og 2400 Favne eller til en Dybde som ned fra Toppen af Montblanc; ja mange af disse Dyr havde endog fuldkomne Øine,
en Omstændighed, som synes at antyde, at de i det
- ↑ Jvfr. Tidsskrift for populaire Fremstillinger af Naturvidenskaben, 4de Række, 1ste Bd. S. 219: De nyere Undersøgelser over Dyrelivet i de store Havdybder, af Sars, Carpenter, Pourtales o. a., sammenstillede af C. F. Lütken.
2*
