7
der ligesom Sars tidlig havde yttret en lignende Lyst til Naturvidenskaberne; det var den berømte Botaniker Professor Wahl. »Jeg foresatte mig hemmelig,« siger Sars, »at stræbe efter at blive en anden Wahl.«
I det latinske Vidnesbyrd, Sars fik, da han forlod Skolen, udtaler den gamle Rektor ikke alene sin Tilfredshed med Sars’s Fremgang i de almindelige Skolefag, men sætter et stort Haab til de fremtidige Frugter af den Lyst og Flid, hvormed han alt i Skolen havde kastet sig paa Naturvidenskaberne, »og fornemmelig Læren om Dyr og Fossilier« — — — »engang vil han udmærke sig saavel i de øvrige Videnskaber, som i dem, for hvilke han allerede nærer saa megen Kjærlighed.«
Som Student fortsatte Sars sine naturvidenskabelige Studier i Kristiania. Her saa han første Gang et naturhistorisk Museum, lidet og ufuldstændigt, men dog lærerigt for den, der intet Saadant havde seet; her havde han Adgang til Universitetsbibliotheket, som havde rige Skatte at byde Begynderen, der ogsaa flittig gjorde Brug af dem. Hos den daværende Universitetslærer i Zoologie, der i yngre Dage havde været en lovende Naturforsker, var hverken Veiledning eller Opmuntring at hente; han havde alt da i lang Tid ikke vist nogen Interesse for sit Fag, optraadte som en Karikatur, og holdt Forelæsninger, der undertiden vare ligesaa løierlige og latterlige som i andre Stykker tørre, kjedsommelige og ubetydelige. — »Jeg maatte altsaa nu som før, som min gamle Rektor pleiede sige, studere »meo ipsius Marte« altsaa paa egen Haand,« hedder det i Meddelelserne. Derimod fandt han i den ældre Professor Esmark, uagtet hans Synderligheder, en sand Videnskabsmand, som med Iver fulgte med og arbeidede i sin Videnskab. »Jeg studerede Mineralogie under hans Veiledning
